Patienthåndbog‎ > ‎

Symptomerne på MDS?

Hvad er det for symptomer, som får en patient til at søge læge? For patienter, som muligvis har MDS kan det være træthed, åndenød (anæmi), usædvanlig bleghed på grund af anæmi, får nemt blå mærker eller blødninger, små røde pletter lige under huden forårsaget af blødninger, eller hyppige infektioner. I de tidligste faser af MDS oplever de fleste patienter oftest ingen af disse symptomer overhovedet. En blodprøve kan så hjælpe med at afklare situationen.

En rutinemæssig blodprøve kan vise et reduceret antal røde blodlegemer eller lav hæmatokrit, ofte ledsaget af et reduceret antal hvide blodlegemer og/eller et reduceret blodpladetal. Det sker til tider, at antallet af hvide blodlegemer og blodplader er lavt, mens mængden af hæmatokrit (andelen af røde blodlegemer i blodbanen) forbliver normal. Nogle patienter, specielt dem med et antal hvide bloglegemer, der er langt under det normale, oplever tydelige symptomer. De kliniske symptomer på MDS, som beskrives nedenfor, afhænger af hvilken blodcelletype, der er tale om - røde, hvide eller plader.

Lavt antal røde blodlegemer (anæmi)

Digital Holographic Microscopy of red blood cells
Et stort antal af MDS patienter har anæmi, når de får diagnosen. Anæmi er kendetegnet af vedvarende lav hæmatokrit (en måling af andelen af røde blodlegemer i blodbanen) eller vedvarende lave niveauer af hæmoglobin (blodprotein, der fører ilt til kroppens væv). Patienter med anæmi lider normalt af træthed og beskriver, at de er trætte det meste af tiden og ikke har nogen energi. Hvor kraftig anæmien er, kan variere.
Patienter med mild anæmi har det ofte godt, og er kun en smule trætte. Næsten alle patienter med moderat anæmi lider af træthed, hvilket kan være ledsaget af hjertebanken, åndenød og bleghed. Patienter med udtalt anæmi er næsten altid blege, og de oplever kronisk overvældende træthed og åndenød. Da udtalt anæmi nedsætter blodgennemstrømningen til hjertet, er det mere sandsynligt, at ældre patienter vil erfare hjerte-kar-symptomer, herunder brystsmerte. Selvom kronisk anæmi sjældent er livstruende, kan det reducere en patients livskvalitet drastisk.
Billedet af de røde blodceller til venstre er et Digital Holographic Microscopy (DHM) billede af røde blodlegemer taget af Egelberg, som har delt billedet på Wikimedia Commons

Lavt antal hvide blodlegemer (neutropeni)

Et nedsat antal hvide blodlegemer nedsætter kroppens modstandsdygtighed over for bakteriel infektion. Patienter med neutropeni kan være modtagelige over for hudinfektioner, bihuleinfektioner (symptomerne omfatter forstoppet næse og evt. hovedpine), lungeinfektioner (symptomerne omfatter hoste, åndenød og evt. tiltagende træthed) eller urinvejsinfektioner (symptomerne omfatter smertefuld og hyppig vandladning). Feber kan ledsage disse infektioner.

Lavt blodpladetal (thrombocytopeni)

Patienter med trombocytopeni har større tendens til blå mærker og blødning, selv efter små stød eller hudafskrabninger. Næseblødninger er almindelige, og patienterne lider ofte af blødende tandkød især efter tandlægebesøg. Det anbefales, at du rådfører dig, med din hæmatolog (den læge der behandler dig for blodsygdommen). Denne kan ordinere forebyggende brug af antibiotika, før du får foretaget tandlægearbejde, da infektion og blødning er en risiko for de fleste MDS patienter.

Yderligere information om lave blodtal

Der er en del information om sygdomme relateret til lave blodtal (lavt antal røde blodlegemer, lavt antal hvide blodlegemer eller lavt antal blodplader) på Netdoktor. For en systematisk tilgang må desværre henvises til engelsksprogede Wikipedia sider: anemia, neutropenia og thrombocytopenia.

Bemærk: Dette sidste afsnit om yderligere information er tilføjet alene i web-udgaven af MDS-DK Patientstøttegruppen.