Patienthåndbog‎ > ‎

Hvordan behandles MDS?

Behandling af MDS afhænger af patientens symptomer, sygdommens stadium, risikokategorien, alder og andre relevante forhold. Der er flere behandlingsmuligheder tilgængelige for MDS patienter, men ikke alle muligheder er passende for alle MDS patienter. Hos børn og yngre patienter overvejes muligheden for en egnet marvdonor med henblik på en mulig knoglemarvstransplantation - også kaldet for stamcelletransplantation. Dette er i øjeblikket den eneste helbredende behandling af MDS.
Der undersøges fortsat mange medicinske behandlinger mht. deres evne til enten at udrydde eller undertrykke de abnorme dysplastiske blastceller i knoglemarven og/eller stimulere modningsprocessen for sunde celler. Behandlingsmulighederne for MDS, som kan anvendes alene eller kombineret, omfatter:
  • understøttende behandling, som omfatter
    1. transfusioner af røde blodlegemer for at styre symptomerne på anæmi og jernbindende (jernkelerende) behandling for at styre jernoverskuddet i kroppen fra de gentagne blodtransfusioner som ofte er nødvendige,
    2. blodpladetransfusioner for trombocytopeni
    3. antibiotika for at bekæmpe vedholdende eller vedvarende infektioner
  • myeloid (blod) vækstfaktorer (f.eks. erythropoietin) for at stimulere sunde blastceller i knoglemarven og producere røde og hvide blodlegemer samt blodplader
  • nye medicinske behandlinger for MDS, som angriber en eller flere underliggende biomekanismer i forbindelse med udviklingen af myelodysplasi

Behandlingsmål

For de fleste MDS patienter omfatter behandlingsmålene forbedring af blodmanglen (anæmien), hjælp med tilbagevendende eller vedvarende infektioner, hjælp med tendens til blå mærker og/eller blødning, forbedret livskvalitet og livsforlængelse.
Da de fleste patienter med MDS har symptomer på anæmi, er lindring af overvældende træthed og sløvhed et vigtigt behandlingsmål. Foruden de fysiske symptomer, som ledsager anæmi, kan der desuden være psykologiske følger. Patienter, der er for trætte til at deltage i daglige aktiviteter, eller for trætte til at stå ud af sengen, har tendens til at blive deprimerede efter et stykke tid.
Anæmi kan behandles med transfusioner af røde blodlegemer. MDS patienter med anæmi, som kræver flere transfusioner af røde blodlegemer, betegnes “transfusionsafhængige”. Gentagne transfusioner har en åbenlys negativ indvirkning på en patients livskvalitet. De indebærer yderligere læge- og klinikbesøg, og gentagne transfusioner kan også have en negativ indvirkning på sygdommens udvikling og patientens overlevelse. Transfusions-uafhængighed er derfor et primært behandlingsmål. Flere relativt nye medicinske behandlinger, som reducerer eller eliminerer behovet for transfusion hos MDS patienter med symptomatisk anæmi, er nu tilgængelige. Behandling med vækstfaktorer og lægemidler som f.eks. azacytidin (Vidaza®) og lenalidomid (Revlimid®) har resulteret i transfusions-uafhængighed for mange MDS patienter.

Livsstil forbedrende behandling

Den grundlæggende behandling af MDS patienter er hovedsagligt understøttende behandling, som omfatter transfusioner af røde blodlegemer for behandling af anæmi og antibiotika til behandling af infektion. Blødningstendens på grund af mangel på blodplader kan behandles med transfusion af blodplader eller brug af tabletbehandlinger, der styrker størkningsprocessen.

Transfusion af røde blodlegemer 

Understøttende behandling med periodiske transfusioner af røde blodlegemer kan være passende for patienter med anæmi, som lider af træthed eller andre symptomer, der normalt ledsager anæmi. Patienter med anæmi, der kan have gavn af jævnlige blodtransfusioner, omfatter MDS patienter i IPSS-risikogruppen Lav eller Intermediær-1, som lider af svær anæmi med hæmatokrit på mindre end 25 procent svarende til hæmoglobinniveauer på mindre end 6,5 mmol pr. liter blod.
Periodiske transfusioner er også passende for patienter, der er klassificeret under World Health Organisation systemet eller French-American-British-systemet som patienter med sideroblastisk anæmi. Sideroblastisk anæmi er en tilstand, der er kendetegnet af røde blodlegemer, der ikke er i stand til at anvende jern i produktionen af hæmoglobin. Transfusioner af røde blodlegemer kan også anvendes som understøttende behandling for andre MDS-undertyper.
Hyppigheden af transfusioner for patienter med anæmi, som lider af træthed og/eller åndenød, varierer fra patient til patient. Nogle patienter har måske behov for transfusioner af røde blodlegemer så ofte som én gang om ugen eller hver anden uge, mens andre kun har brug for en transfusion én gang hver sjette eller hver tolvte uge. Hyppigheden afhænger af patientens symptomer, hæmatokrit og/eller hæmoglobinniveau i blodet. MDS patienter, som kræver periodiske transfusioner af røde blodlegemer, modtager normalt en til to blodportioner hver anden til hver sjette uge.
Understøttende behandling med regelmæssige transfusioner af røde blodlegemer kan være yderst fordelagtigt for patienter med anæmi. Denne form for behandling er dog ledsaget af flere problemer—røde blodlegemer fører jern med sig, og efter gentagne transfusioner kan en patient ende op med forhøjede niveauer af jern i blodet og andre væv eller “jernoverskud”. Dette kan potentielt være farligt, fordi kroppen ikke kan eliminere ekstra jern, og jernet hober sig op i organer, som f.eks. lever og hjerte. Denne tilstand kan heldigvis behandles med jernkelerende lægemidler (se nedenfor).
Andre bekymringer i forbindelse med transfusioner af røde blodlegemer omfatter risikoen for at komme i væskeoverskud, som kan forårsage forværret åndenød. Heldigvis kan væskeoverskud normalt styres med et vanddrivende middel som f.eks. furosemid (FURIX®).
Overførsel af virus via blodtransfusioner er kun et meget sjældent problem. Der anvendes screeningstest, der kan detektere virus i donorblod, for at holde blodforsyningen så sikker som mulig. Risikoen for at overføre virus som f.eks. HIV, hepatitis B virus, hepatitis C virus er ekstremt lav.'

Jernkelerende lægemidler

Patienter, der er afhængige af regelmæssige blodtransfusioner for anæmi, kan komme i jernoverskud. Lægemidler, der kelerer eller binder til jern, fremmer fjernelse af jern fra kroppen. Der er i øjeblikket tre receptpligtige lægemidler, der bruges til behandling af transfusionsafhængigt jern-overskud: deferoxamin (Desferal®), deferasirox (Exjade®) og deferipron (Ferriprox®). Keleringsbehandling har vist sig at kunne forbedre den generelle overlevelse hos transfusionsafhængige MDS patienter. I USA anbefaler NCCN-retningslinjerne (National Comprehensive Cancer Network), at patienter, som modtager mere end 20 til 30 enheder af røde blodlegemer, også skal modtage keleringsbehandling. Tilsvarende retningslinjer for keleringsbehandling fra MDS Foundation anbefaler, at MDS patienter med niveauer af serum ferritin på mere end 1.000 nanogram pr. milliliter eller patienter, som har modtaget mere end 20 enheder røde blodlegemer, modtager keleringsbehandling og monitoreres regelmæssigt, specielt dem med lav risiko-sygdom. Der gives lignende anbefalinger i de europæiske (herunder de nordiske) retningslinjer for behandling af MDS.
Defaroxamine
Desferal® (deferoxamin)
kan forsinke den belastning kroppen får af jernophobning eller jernoverskud betydeligt. Keleringsbehandling med deferoxamin forhindrer organsvigt i MDS patienter, der modtager regelmæssige blodtransfusioner, og forlænger levetiden.
Der gives foruden blodinfusion deferoxamin via injektion, normalt tre til syv gange om ugen.
Nogle patienter gives subkutane (under huden) injektioner med deferoxamin to gange om dagen. Andre gives langsom intravenøs infusion via en bærbar, batteridrevet pumpe, der bæres i 8-48 timer eller natten over. Deferoxamin kan også gives som injektion i musklen (intramuskulær indgift).
Tegningen til højre fra Wikimedia viser den kemiske struktur af deferoxamin.
kemisk struktur af defarasirox
Exjade® (deferasirox)
. Deferasirox er en jernkelator, der tages som en væskeopløst tablet én gang dagligt. Deferasirox er godkendt af den europæiske lægemiddelstyrelse (European Agency for the Evaluation of Medicinal Products eller EMEA). Tabletterne opløses i vand, appelsinsaft eller æblejuice, og patienten drikker væsken. Deferasirox gives normalt som en startdosis på 20 milligram pr. kilogram kropsvægt pr. dag. Kliniske undersøgelser har vist, at deferasirox reducerer jernoverskud betydeligt i patienter med Lav- eller Intermediær-1-risko MDS efter tre måneders behandling. Denne igangværende undersøgelse ser desuden nærmere på virkningen af deferasirox på overlevelse. Andre igangværende undersøgelser ser på  sikkerheden af deferasirox på langt sigt og effekten af doseringsjusteringer på niveauerne af jern i serum. I forbindelse med brugen af deferasirox anbefales det at monitorere nyrefunktionen løbende.
Tegningen til venstre fra Wikimedia Commons viser den kemiske struktur af deferasirox.
Deferiprone
Ferriprox® (deferipron)
. Deferipron er en oral jernkelator, der er licenseret til brug i Europa og lande uden for USA, til patienter med jernoverskud, som ikke kan tage deferoxamin pga. manglende effektivitet, eller fordi de ikke kan tåle det. Deferipron har i kliniske undersøgelser og i klinisk praksis vist sig at være effektiv ved fjernelse af jern fra kroppen. Deferipron har en bivirkningsprofil lig den for deferoxamin og evalueres alene og i kombination med deferoxamin i kliniske undersøgelser i USA i transfusionsafhængige patienter med jernoverskud. Der skal holdes tæt kontrol med antallet af neutrofile granulocytter, da der er set alvorlige og livstruende infektioner hos patienter i behandling med dette medikament.
Tegningen til højre fra Wikipedia viser den kemiske struktur af deferipron. Og nedenstående tabel sammenligner de 3 godkendte midler til behandlng af jern overskud. Dosis er anført i milligram (mg) per kilogram (kg) kropsvægt.

  Desferal
Exjade
Ferriprox
Indtagelsevej(e)
Intramuskulær (IM)
Intravenøs (IV)
Subkutan (SK)
Oralt
Oralt
Samlet daligdosis
10-20 mg/kg (IM)
10-15 mg/kg (IV)
20-40 mg/kg (SK)
20-30 mg/kg
75-100 mg/kg
Dosering
8-12 timer
5-7 dage/uge (SK)
En gang dagligt
Tre gange dagligt

Ved indtagelsevejene IM og IV bruges normalt en infusions-pumpe, mens SK i det fleste tilfælde vil være med en sprøjte. SK foregår ved lette infusions-pumper over en periode på 8-12 timer 5-7 gange om ugen. Det kan dog også gives kontinuert over en 24 timers periode og til ambulante patienter. IV anvendes af patienter, som ikke kan bruge SK. 

Transfusion af hvide blodlegemer

Hvide blodlegemer gives kun yderst sjældent som transfusion. I stedet anvendes antibiotika til behandling af bakterielle infektioner eller til at forebygge tilbagevendende bakterielle infektioner.

Transfusion af blodplader

Transfusion af blodplader gives sjældent, medmindre blodpladetallet er mindre end 10.000 pr. mikroliter blod (normalt antal rækker fra 150.000 til 450.000), da patienter i sidste instans bliver resistente overfor  ransfunderede blodplader. Transfusioner af nye blodplader gives derfor kun periodisk og efter behov (aktiv blødning fra slimhinderne eller alvorlig blødning).

Pyridoxin (Vitamin B6)

Hvis knoglemarvsfarvning fra en knoglemarvsbiopsi viser jernaflejringer i de røde blodlegemer—et tegn på sideroblastisk anæmi—anbefales det, at patienten tager 100 mg B6–vitamin to gange dagligt. Utilstrækkelige niveauer af B6 vitaminet (pyridoxin) kan enten være arveligt, et resultatet af dårlig optagelse af vitamin fra mad eller en bivirkning i forbindelse med bestemte lægemidler. Lave niveauer af B6-vitamin hæmmer kroppens brug af aminosyrer, de byggesten i proteiner, der er afgørende for cellestruktur og - funktion. Behandling med pyridoxin kan lindre sideroblastisk anæmi ved at øge antallet af røde blodlegemer for cirka 5 procent af MDS patienter. Bemærk, at doser af pyridoxin på mere end 100 mg to gange dagligt kan give bivirkninger som f.eks. prikken i fingrene.