Kemoterapi

Patienter med MDS, der er klassificeret i IPSS Høj- eller Intermediær-2 risikogrupperne, er i større fare for, at sygdommen udvikler sig til AML. Af denne grund kan lægen måske anbefale intensiv, højdosis kemoterapi eller induktion med kemoterapi, som muligvis vil føre til  (“inducere”) kontrol af MDS ved at dræbe de myelodysplastiske celler. Induktion eller intensiv kemoterapi for MDS henviser til cytotoksiske (“celledræbende”) kombinationsbehandlinger som dem, der anvendes ved behandling af AML.
Foruden udvalgte patienter i Høj- eller Intermediær-2-risikogrupperne kan intensiv kemoterapi også være egnet til patienter på højst 60 til 75 år i Lav- og Intermediær-1-risikogrupperne med tiltagende sygdom og godt helbred.

Bivirkninger ved kemoterapi

Behandling med kemoterapi har betydelige bivirkninger. Blandt de almindeligste er hårtab, sår i munden, kvalme og opkastning samt diaré. Udover disse bivirkninger påvirker kemoterapi også sunde og myelodysplastiske celler negativt. Både forskere og læger er ivrige efter at finde effektive stoffer med minimale bivirkninger. Derfor undersøges mange forskellige kemoterapeutiske midler i forskellige kombinationer og doser for deres evne til at behandle MDS og for at forstå bivirkningerne af disse lægemidler. 
På grund af tabet af normale blodceller, vil patienten være enten hospitalsindlagt eller i tæt kontakt med hospitalet i flere uger efter kemoterapi, mens der samtidig gives transfusioner af røde blodlegemer og blodplader samt antibiotika for at bekæmpe infektion. Hvis induktionsbehandlingen med kemoterapi medfører kontrol over de myelodysplastiske celler i tilstrækkelig grad, vil relativt normale blodceller kunne dannes i løbet af nogle uger. Efterhånden som normale celler formes, reduceres hyppigheden af transfusioner, og risikoen for infektion mindskes.
Desværre er chancen for at kontrollere MDS sygdommen med induktionsbehandlingen med kemoterapi kun omkring 30 procent. Selv i vellykkede tilfælde vender sygdommen ofte tilbage i løbet af tolv måneder. Derfor er det kun de færreste MDS patienter, der behandles med aggressiv kemoterapi.
Comments