Nyheder‎ > ‎

Forskningsnyheder

Her finder du nyheder om de seneste landvindinger indenfor forskningen, så enten direkte har interesse for MDS patienter eller som øger håbet for udviklingen af nye behandlingsmetoder i fremtiden.

ASH 2017 - MDS viser et alfabet af dysplastiske celler

indsendt 5. mar. 2018 05.58 af Niels Jensen   [ opdateret 5. mar. 2018 06.33 ]

Et alfabet af dysplastiske celler
Ved en præsentation om MDS ved ASH kongress i Atlanta i december måned viste en oplægsholder dette alfabet af dysplastiske celler. Tilstedeværelsen af dysplastiske celler i knoglemarven er et af flere elementer, som fortæller lægen, at en patient har MDS. Vurderingen af om en patient har dysplastiske celler eller ej foretages af en patolog, som er en speciallæge der er specielt uddannet til at se om celler i en prøve er dysplastiske eller ej.  Ikke alle bogstaver i alfabetet til højre er lige tydelige - se eksempelvis på Q og R. På samme måde er det ikke altid lige tydeligt for patologen hvor mange dysplastiske celler en patient har og om alle typer af blodceller er dysplastiske eller blot en type, fx det røde blodlegemer. På nogle MDS centre af excellence forsøger man at højne kvaliteten af vurdering ved at lade en anden patalog bekræfte svaret. Alligevel kan man opleve store variationer,når den samme prøve sendes til forskellige patologer. Denne variation er ikke god, når svaret er med til at bestemme om en patient har MDS eller ej, og derfor supplerer man nogle steder patologens arbejde med gen sekventering for at undersøge om patienten har nogle af de mutationer, som man ofte ser hos MDS patienter.

Illustrationen til højre stammer fra et AA & MDS Internation Foundation webinar "What's New in MDS? Important Findings from ASH 2017", som nu er tilgængeligt online https://www.pathlms.com/aamdsif/webinars/2555 (registrering kræves).
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

ASH 2017 - Hvilket våben vælger du til at behandle høj risiko MDS?

indsendt 4. mar. 2018 12.58 af Niels Jensen   [ opdateret 5. mar. 2018 06.29 ]

Ved en præsentation om behandling af høj risiko MDS ved ASH kongress i Atlanta i december måned valgte en oplægsholder en militær analogi, som vist i billedet til venstre. Behandling af høj risiko MDS er som at vælge mellem at bruge droner, dvs målrettede behandling som IDH1/IDH2 hæmmere, FLT3 hæmmere og andre målrettede behandlinger, eller kampfly, dvs behandling som dræber andet end de syge celler med DNMT'er som azacytidin, eller kernevåben, dvs en allogen stamcelletransplantation. Direkte oversat bliver teksten på billedet til:

Høj-risiko MDS krigen: Vælg dit våben! Droner, kampfly eller kernevåben
  • Droner (IDH1/2 hæmmere, FLT3 hæmmere og andre målrettede behandlinger) er stadig under udvikling og gode mål er svære at udpege.
  • Kampfly (DNMT'er) kan vinde nogle slag, købe nogen tid, og giver mindre ødelæggelse af ikke-syge celler, men man vinder ikke krigen.
  • Kernevåben muligheden (allogen hematopoietisk stamcelletransplantation) er den eneste potentielt mulig behandling til at vinde krigen, men har en høj risiko for følge ødelæggelser (TRM - behandlings relateret dødelighed) og fejler ofte (tilbagefald).
Derfor leder forskerne både i Danmark og mange andre lande efter nye lægemidler til behandling af høj risiko MDS patienter. Den militære analogi er ganske rammende, da kernevåbenet ligesom den allogene stamcelle transplantation næsten total udrydder alt liv i et givet område ligesom som høj dosis kemoterapi gør, inden nyt liv introduceres i området i form af stamceller fra en donor. Kampflyvet i form af eksempelvis azacytidin (Vidaza) har en tendens til pludselig at holde op med at virke, og de målrettede terapier er stadig på forsøgsstatidet. Så der er håb for fremtiden, men vi er langfra i mål endnu.

Denne informationer stammer fra et AA & MDS Internation Foundation webinar "What's New in MDS? Important Findings from ASH 2017", som nu er tilgængeligt online https://www.pathlms.com/aamdsif/webinars/2555 (registrering kræves).
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

Nye lægemidler på vej til behandling af lav risiko MDS

indsendt 30. jan. 2018 05.25 af Niels Jensen   [ opdateret 30. jan. 2018 13.30 ]

I Danmark modtager mange lav risiko MDS patienter livskvalitetsforbedrende behandling med Aranesp eller et andet ESA lægemiddel. Hos nogen patienter stopper disse lægemidler pludselig med at virke, og disse patienter vil ofte udvikle et behov for blodtransfusioner. Blodtransfusioner føre til ophobning af jern i kroppen, og derfor er man i Skandinavien lidt mere tilbageholdende med at bruge blodtransfusioner til lav risiko MDS patienter end i vore sydlige nabolande. I nogen situationer, så er det imidlertid den eneste mulighed for at forbedre livskvaliteten, og specielt dæmpe følelsen af ekstrem træthed. Et stort antal blodtransfusioner ændre også MDS patientens antistof profil, og gør det over tid vanskelige at fine egnet blod til patienten og øger også risikoen i forbindelse med en eventuel allogen stamcelle transplantation.

Kemisk struktur af rigosertib molekylet
Heldigvis er der nye lægemidler på vej til denne gruppe af lav risiko MDS patienter. I november berettede HematologyTimes om to sådanne lægemidler: rigosertib og imetalstat. 

Rigosertib

HematologyTimes hæfter sig ved, at rigosertib forbedre overlevelsen hos de novo MDS patienter sammelignet med terapi relateret MDS i et fase 1/2 forsøg, som kun omfattede 22 patienter. Figuren herover viser den kemiske struktur af rigosertib, som har en molekyle vægt på omkring 450. De seneste resultater med behandling af lav risiko MDS patienter med rigosertib blev præsenteret ved den store congress for hæmatologer fra hele verden, som hvert år i december afholdes i USA: ASH.  Præsentationen ved ASH var baseret på et fase 2 forsøg, som omfattede 82 patienter. I en pressemeddelelse skriver firmaet Onconova Therapeutics, som er udvikleren af rigosertib bl.a. følgende:

Konklusionen er, oral rigosertib resulterede i høj reduktion af behovet for transfusion og i transfusions uafhængighed. Patienter behandlet med rigosertib over 2 ud af 3 uger med en dosis på 560 mg to gange daglig (1120 mg over 24 timer) opnåede en imponerende transfusions uafhængighed på 44% (15/34). Baseret på hvor hurtigt transfusions uafhængighed blev opnået, og de observerede urin bivirkninger, er risiko-fordels forholdet gunstigt for oral rigosertib doseret i 2 ud af 3 uger. Oral rigosertib ved en samlet daglig dosis på 1120 mg over af 24 timer givet i 2 ud af 3 uger til høj risiko MDS patienter i kombination med azacitidin er nu genstand for yderligere undersøgelser med henblik på at optimere dosis og afbøde urin bivirkninger.

Forsøgets ledende læge Dr. Azra Raza, udtalte til HematologyTimes:

”Dette forsøgssamarbejde startede på vores klinik i Colombia og har strakt sig over flere års behandling og opfølgning af transfusion afhængige lav risiko MDS patienter behandlet med oral rigosertib. Den meget høje effekt er bemærkelsesværdig, og ligeledes de holdbare fordele for patienter, der lever med behovet for hyppige blodtransfusioner. Da disse patienter har få FDA godkendte terapeutiske muligheder, er vi begejstrede for at udvide disse forsøg til afgørende undersøgelser. Tolerabiliteten og bekvemmeligheden ved indtagelse af oral rigosertib vil være vigtige faktorer for succes fremover.”

Funktion af RAS-RAF blokering af rigosertib
Rigosertib er en såkaldt RAS-hæmmer, som blokerer en forbindelse til RAS-genet. Aktivering af dette gen via punktmutationer forekommer i 20% -30% af alle kræftformer i mennesker. I en artikel i Cell med OpenArchive adgang og titlen "
A Small Molecule RAS-Mimetic Disrupts RAS Association with Effector Proteins to Block Signalingbeskriver en gruppe forskere fra bl.a. Icahn School of Medicine at Mount Sinai i New York hvordan rigosertib, som kemisk er en styrylbenzyl sulfon, virker RAS-efterlignende og interagerer med RBDS af RAF-kinaser, hvilket resulterer i deres manglende evne til at binde til RAS, og forstyrrelse af RAF-aktivering og inhibering af RAS-RAF-MEK stien. Figuren til venstre stammer fra artiklen, og illustrerer hvorledes rigosertib afbryder forbindelsen mellem RAS og RAF, og derved bryder vejen til MEK.
Når jeg læser hele pressemeddelelsen fra Onconova, så forekommer bivirkningerne af rigosertib mig dog at være lidt skræmmende - men jeg har heller ikke prøvet andet en Aranesp.

Imetelstat

Imetelstat er en telomerase hæmmer. Det er også et potentielt lægemiddel til behandling af transfusions afhængig anæmi i lav og intermediær-1 risiko MDS patienter. FDA har givet stoffet såkaldt "fast track"-status, hvilket betyder at lægemidlet dækker et medicinsk behov, som ikke dækkes af andre lægemidler. Imetelstat er udvikles af firmaet Geron på vegne af Janssen. HematologyTimes rapporterer resultater fra fase 2 grenen af IMerge forsøget. I fase 2 forsøget blev indskrevet 32 patienter, men i en undergruppe på 13 patineter af disse observerede man i midten af 2017, at deres transfusions uafhængighed kom hurtigere og var mere holdbar end i den samlede gruppe. "Fast track"-status betyder, at FDA løbende behandler ansøgningen om godkendelse, og ikke først når alt er på plads. Det burde betyde, at vi som patienter hurtigere kan blive behandlet med stoffet.
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

Tværgående forskning sætter kliniske forsøg hurtigere igang

indsendt 28. jan. 2018 09.42 af Niels Jensen   [ opdateret 28. jan. 2018 11.56 ]

I et samarbejde mellem forskere ved DanStem - Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Biology på Københavns Universitet - og klinikere ved Klinik for Blodsygdomme i FinsencentretRigshospitalet er på grundlag af en bevilling fra Novo Nordisk Fonden startet et program for translational hematology med det formål at forbedre behandlingen af MDS og leukæmi patienter. Forsøg ved Finsencentret har vist, at dysplasi - forkert formede celler - ofte leder til forskellige resultater når de samme blod- og/eller knoglemarvsprøver gives til forskellige patologer - læger, der har speciale i at identificere anatomiske sygdomsforandring. Der er således behov for bedre videnskab til at understøtte diagnose af blodsygdomme generelt, og særligt MDS og leulæmi.

Translationel hæmatologi er et tværfagligt samarbejde indenfor de biomedicinske område mellem biokemiske laboratorier, som DanStem, kliniske afdelinger, som Klinik for Blodsygdomme, og hele fælleskabet indenfor hæmatologien. Man forsøger at kombinere discipliner, ressourcer, ekspertise og teknikker for at fremme forbedringer indenfor forebyggelse, diagnose og behandling. Målet er at samle aktiviteter for at forbedre hele processen med udvikling af behandling og nye lægemidler gennem bl.a. bedre forståelse.

Den følgende historie stammer fra et andet medicinsk område, nemlig muskelsvind eller ALS. Den viser imidlertid hvordan samarbejde mellem grundforskere og klinikere kan lede hurtigere fra den biokemiske grundforskning til kliniske fase 2 forsøg med ALS patienter. Historien er skrevet af Bridget M. Kuehn i JAMA Medical News & Perspective den 24. januar 2018 med titlen "Simple modeller og isspands udfordringen giver fremskridt indenfor ALS behandling" ("Simple Models and Ice Bucket Challange Fuel Progress in ALS Treatment").

I JAMA skriver Bridget M. Kuehn:

Nyheder & Analyse

Simple modeller og Isspands Udfordring giver Fremskridt i ALS Behandling

Sent i 2017 år, begyndte et klinisk fase 2 studie at indskrive patienter med amyotrofiske lateral sklerose (ALS eller muskelsvind) for at se, om et 50 år gammelt skizofreni lægemiddel kunne bremse patienternes symptomer og forsinke deres progression. Dette lovende lægemiddel  præparat har haft en usædvanlig vej fra undersøgelser i en lille orm til tidlige kliniske forsøg takket være et usædvanligt samarbejde og en spand koldt vand.

Det startede med at neuroforskerne Alex Parker, ph.d., og Pierre Drapeau, ph.d., i deres laboratorier ved University of Montreal Hospital Research Center, først identificerede og derefter bekræftede det terapeutiske potentiale af det antipsykotiske pimozid i 2 modelorganismer: en lille orm kaldet caenorhabditis elegans og zebrafisk. For fem år siden talte de ved en konference om deres resultater med Lawrence Korngut, MD, direktør for Calgary ALS og Motor Neuron Disease Clinic og forsker ved Hotchkiss Brain Institute.

Udviklingen fik et godt løft fra en viral fundraising kampagne på de sociale medier: Ice Bucket Challenge. I løbet af 8 uger i 2014, overhældte millioner af mennesker sig med iskolde spande vand og donerede 115 mio $ til ALS organisationer. Pengene tillod ALS Canada og Brain Canada for at finansiere fase 2 forsøget med pimozid. Det amerikanske forsvarsministerium, private donorer, ALS organisationer, og universiteter har finansieret tidligere faser af arbejdet.

Tilbage til grundforskningen

Da Parker startede sit laboratorium omkring 2008, begyndte han at udvikle nye modeller af ALS i C eleganse orme, der kan udtrykke mutante versioner af menneskelige gener som det TAR DNA-bindende protein (TARDBP; koder for proteinet TAR DNA-bindende protein-43 eller TDP-43) og indsmeltet sarkom (FUS) i deres motoriske neuroner. På det tidspunkt var mutationer i disse gener blevet forbundet med til ALS. At forbindelsen mellem motorneuroner og musklerne i disse dyr hurtigt blev forværret antyder, at dysfunktion af den neuromuskulære forbindelse kan også spille en rolle i sygdommen sammen med motor neuroners død.

”Vi blev ved med at lave forskellige modeller og hver gang var det i den neuromuskulære forbindelse [hvor] noget gik galt meget tidligt,” forklarer Parker. Den neuromuskulære forbindelse vedblev af være en del af udviklingen over mange arter, så det er sandsynligt de skadelige virkninger af generne i orme også ses i mennesker, siger han. Parker og hans kolleger brugte ormene til at skabe et høj-volumen lægemiddel screeningsanalyse system, der tillod dem at screene hundredvis af lægemidler og samtidig at se, om de påvirkede ormenes symptomer.

Forskerne kunne se indflydelsen af de ALS-associerede gener i millimeter lange orme ved at placere ormene i vand. Raske orme snor sig kraftigt i vand, men inden for i 5 timers at have fået ALS-forbundne genetiske modifikationer flytter ormene næsten ikke. Dette er en usædvanlig fremgangsmåde, da de fleste højvolumen lægemiddel screeninger måler en forbindelses virkning på et terapeutisk mål snarere end symptomer, forklarede Parker.

Med støtte fra det amerikanske Department of Defence, screenede Parker og hans kolleger 3850 eksisterende lægemidler og fandt, at 24 af genopretter aktiviteten af TARDBP mutante orme. De mest lovende kandidater var antipsykotiske lægemidler.

De brugte molekylære teknikker for at bekræfte, at lægemidlerne bremsede neuromuskulære forbindelsers forringelse i ormene. Dernæst testede Drapeau lægemidlerne på zebrafisk modeller af ALS, som blev paralyserede efter injection ALS-relaterede menneskelige mutanter af SOD-1 (superoxide dismutase 1, opløselig) og FUS. Af alle de undersøgte stoffer, stod pimozid ud som det mest effektive ved den laveste dosis, siger Parker. "Pimozid virker særligt godt med at forebygge lammelser i fisk ved at bevare den neuromuskulære forbindelse,” sagde Drapeau i en erklæring. Resultaterne blev derefter bekræftet i et SOD-1 mutant musemodel af ALS.

Resultaterne er særligt spændende, fordi flere laboratorier har identificeret antipsykotika som beskyttende i ALS, siger Daniela Zărnescu, ph.d., professor i molekylær og cellebiologi ved University of Arizona i Tucson. Eksempelvis lavede Zărnescu og hendes kolleger en lægemiddel screening af omkring 1200 amerikanske Food and Drug Administration (FDA) godkendte lægemidler og identificerede et diabetes lægemiddel, pioglitazon som nervebeskyttende i nogle frugtflue modeller af ALS. De identificerede også antipsykotika som gavnlige.

”Det faktum, at du kommer frem til lignende kategorier af lægemidler i flere modeller er meget betydningsfuldt, det fortæller du rammer de samme veje”, sagde  hun. ”Det giver selvtillid.”

På et begrænset budget

Samtalerne mellem Parker, Drapeau og Korngut på konferencen var tilfældige. Den grundlæggende videnskab gav mening for Korngut, som studerede de neuromuskulære forbindelser hos patienter med ALS. Skizofreni og ALS forekommer sammen i familier med en usædvanlig høj frekvens. Ved skizofreni arbejder pimozid primært ved at blokere dopamin D2-receptorer, men i ALS dyremodeller synes pimozids neuromuskulære forbindelsesbevarende fordele forbundet med dets antagonisme af calciumkanaler.

Med 80.000 $ finansiering fra hans universitet og en familie i Calgary, gennemførte Korngut et randomiseret og kontrolleret pilot forsøg med pimozid versus placebo i 25 patienter med ALS. Forsøget afslørede at den optimale dosis for patienter med ALS var meget lavere end for patienter med skizofreni. Ved højere doser, oplevede patienterne bivirkninger som rastløshed og en tilhørende behov for at bevæge sig hele tiden. ”Ved de lavere doser, 2 til 4 milligram per dag, det var pimozid meget bedre tolereret af patienterne,” siger Korngut. Zărnescu siger, at resultaterne viser, at det er muligt hurtigt at omsætte resultater fra hvirvelløse modeller til kliniske forsøg.

Pilotforsøget antydede potentielle lægemiddel fordele. Når Korngut målte patienters reaktioner på gentagne nerve stimulation i tommelfingeren (en af de første områder som påvirkes af ALS) ved starten og afslutningen af pilotforsøget, var der i placebogruppen forværrede respons i løbet af forsøget, mens tallene i den behandlede gruppe ikke viste dette. Dette tyder, ifølge Parker på, at de neuromuskulære forbindelsesfunktioner i tommelfingeren kan være stabiliseret. Korngut advarede om, at det ikke er klart, om denne forskel skyldes lægemidlet eller hurtigere funktionelle tilbagegang blandt placebogruppen. Den eneste måde at vide dette med sikkerhed, er at gennemføre et større forsøg, siger han.

Merit Cudkowicz, MD, MSc, direktør for ALS Klinik på Massachusetts General Hospital i Boston, kaldte det prækliniske arbejde godt, men advarede mod at udtrække kliniske konklusioner fra pilotforsøget. ”Det kliniske [pilot] forsøg var lille, underdimensioneret, og jeg tror ikke, vi kan konkludere noget om effekten ud fra det,” sagde hun. ”De var i stand til at vise tolerabilitet ved de lavere doseringer - ikke ved højere [doser] - så nærliggende at foretage en opfølgende undersøgelse for at se på virkningerne på sygdom biologisk og klinisk.”

Fase 2 forsøget vil omfatte 100 patienter og behandle dem med lav dosis pimozid eller placebo i 6 måneder. I løbet af denne periode, vil Korngut og hans kolleger overvåge patienterne for potentielle bivirkninger samt kliniske fordele. De $ 489 000 fra Ice Bucket Challenge til fase 2 forsøget er afgørende, siger Korngut. Pimozid koster 9 cent for en pille så der er lille økonomisk incitament for et medicinalfirma til at finansiere et klinisk forsøg for ALS, forklarede han. ”Med et stof som dette, er det svært at lave større forsøg, fordi det er et generisk lægemiddel, og så er vi afhængige af grundlæggende velgørenhed, patientorganisationer eller regeringer til at finansiere det,” siger han. ”The Ice Bucket Challenge har virkelig givet nogle helt nye muligheder.” Selvom forsøgsresultaterne stadig først kommer om mange måneder, bliver Korngut og Parker oversvømmet med henvendelser fra patienter med ALS og deres klinikere. Korngut advarer om, at vi endnu ikke ved, om der er en fordel ved at bruge pimozid hos patienter med ALS, men vi ved, der er risici. ”Det er en interessant ny tilgang, og vi er meget forsigtigt optimistiske,” siger han. ”Men på dette tidspunkt har vi ikke bevis på, at der er en effekt hos mennesker med ALS, så bundlinjen er ikke at ordinere midlet, før vi får mere information.”

Udnyttelse af Model Systemer

Parker og hans kolleger screener nu nye forbindelser, der kan tilbyde den samme symptomatiske effekt som pimozid i enkle dyremodeller, uden negative virkninger på dopamin-systemet. Bruijn sagde, at mange lægemidler sandsynligvis vil være nødvendige for at behandle ALS, så forskningssamarbejde og finansiering af nye tilgange er afgørende.

Klinikere er til tider tilbageholdende med at gå videre med resultaterne fra screening af lægemidler og andre studier i enkle modelsystemer drager tvivl om et translationelt løfte, men disse resultater viser de potentielle fordele ved at gøre det, siger Zărnescu. ”Dette er en meget mere omkostningseffektiv og let tilgængelige metode, og du kan få en fornemmelse for, hvad potentialet for et lægemiddel ville være i flere typer af ALS,” sagde hun. ”Der er en masse information i de simple modeller, som ikke er udnyttet i deres maksimale udstrækning.” Ud over pimozid, er der andre forbindelser, der er i de tidlige stadier i lægemiddel rørledningen, sagde Bruijn.

”Dette er en utrolig positiv tid for ALS forskning,” sagde hun. ”Der er sådan en energi i fællesskabet og så mange videnskabelige fremskridt, at jeg har et stort håb om, at vi vil finde bedre behandlinger og flere behandlinger i de kommende år.” FDA godkendte edaravon i maj 2017. Det var det første lægemiddel, der er godkendt specielt til ALS i 22 år, i følge ALS Association. Den eneste anden FDA-godkendte ALS behandling, riluzol, blev godkendt i 1995.

”Behandlinger er langsomt på vej frem,” siger Korngut. ”Det går stadigt langsomt, men det går hurtigere end det tilligere gjorde. Alt dette tilsammen skaber et stort håb for vores patienter”.

Med Program for Translational Hematology håber DanStem og Klinik for Blodsygdomme at kunne skabe lignende resultater for MDS og leukæmi patienter i de kommende år. Jeg krydser fingre for, at det bliver nogle gode år!
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

Stærk lysterapi forbedrer søvnen hos kræftbehandlede

indsendt 25. jan. 2018 23.19 af Niels Jensen   [ opdateret 28. jan. 2018 09.43 ]


Dette viste du måske godt, men nu har amerikanske forskere påvist, at det faktisk virker, og at virkningen fortager sig langsomt efter lysbehandlingen er stoppet. Resultaterne af en pilotundersøgelse - en undersøgelse med et begrænset antal personer - tyder på, at systematisk eksponering til skarpt lys kan forbedre søvnen hos mennesker, som har gennemgået en behandling for blodkræft. Personer, der hver morgen gennem en periode på 4 uger blev udsat for stærkt lys havde en signifikant bedre søvn effektivitet end dem, der kun blev udsat for svagt lys i samme periode. Søvn effektivitet er den procentdel af tiden i sengen, hvor man er sovende.

Lisa M. Wu, PhD, fra Northwestern University i Chicago, Illinois, og hendes kolleger rapporterede disse resultater i Journal of Clinical Sleep Medicine.  Forskerne bemærkede, at kræftpatienter rapporterer søvnforstyrrelser væsentligt oftere end den almindelige befolkning. Mellem 23% og 44% af kræftpatienter oplever symptomer på søvnløshed op til et år efter behandlingen.

Med dette i tankerne, undersøgte forskerne 44 personer, som havde afsluttet en kræftbehandling og ved screening opfyldte kriterier for klinisk signifikant træthed - en søvneffektivitet under 85%. Forsøgspersonerne havde en gennemsnitsalder på 53,6, og 75% procent var kvinder. Omkring 55% (n = 24) var blevet diagnosticeret med en hæmatologisk kræftsygdom. Forsøgspersonerne blev tilfældigt fordelt  til enten at blive eksponeret til klart hvidt lys eller svagt rødt lys. Personer i begge behandlingsgrupper blev forsynet med en lyskasse og instrueret i at bruge den hver morgen i 30 minutter over 4 uger. Søvnen blev bedømt ved hjælp af håndleds aktigraf (se billede) og Pittsburgh søvnkvalitetsindekset  (Pittsburgh Sleep Quality Index - PSQI). Læs mere om PSQI her (på engelsk).

aktigraf
Ved studiets start havde 52,6% af forsøgspersonerne i gruppen eksponeret til svagt lys og 60% i gruppen eksponeret til kraftigt lys overskredet den kliniske grænse for dårlig søvn effektivitet (≤ 85%). Den gennemsnitlige søvneffektivitet i de to grupper var henholdsvis 81,8% og 82,8%. I løbet af forsøgsperioden, blev søvn effektiviteten forbedret betydeligt mere i gruppen, der udsattes for det skarpe lys end dem, der udsattes for det svage lys (P = 0,003). Den gennemsnitlige søvneffektivitet var i det klinisk normale område for forsøgspersoner, som blev udsat for skarpt lys ved forsøgsperiodens afslutning (86,06%) og også 3 uger senere (85.77%). I den anden gruppe blev god søvneffektivitet ikke opnået.

”Systematisk lys eksponering ved hjælp af klart hvidt lys er en billig og let formidles indgreb, der tilbyder en gennemførlig og potentielt effektivt alternativ til at forbedre søvnen i kræft overlevende,” siger dr Wu. Men naturligvis er der behov for en undersøgelse i større skala.

Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

Fra molekyle til patient - Translational forskning i behandling af blodkræftsygdomme

indsendt 3. jan. 2018 06.21 af Niels Jensen   [ opdateret 3. jan. 2018 07.14 ]

Translational forskning er videnskabelig forskning, der hjælper med at gøre resultater fra grundlæggende videnskab nyttige til praktiske anvendelser i klinikken. Den vellykkede anvendelse af et lægemiddel, som interfererer med den specifikke molekylære patofysiologi af kræft, forbliver den ultimative vision i kræftmedicin. Translational forskning er en fler-trins-proces, herunder opdagelsen af en cytogenetisk / molekylær aberration samt demonstration af dens patofysiologiske relevans og muligheden for behandling ved in vitro eksperimenter og in vivo dyremodeller. Oplysninger fra præklinisk forskning baner vejen til kliniske forsøg, hvor et stof af interesse udvikles indtil dets kliniske anvendelse. Moderne patofysiologisk orienterede anticancer-lægemidler, der er udviklet af translationel forskning, har været tilgængelige indenfor kliniske anvendelser siden begyndelsen af dette årtusind. 
Den gode nyhed er, at Københavns Universitet og Rigshospitalet er har fået midler til et program indenfor translational hæmatologi, og dette program nu er under opstart. Projektet har også fået tilknyttet to patientrepræsentanter. De er 

Program for translationel hæmatologi

DanStems overordnede vision er at opnå grundlæggende indsigt i stamcellebiologi og lette oversættelsen af disse til medicinsk praksis. DanStem, hvis fulde navn er Center for Stamcelle Biologi, er et forskningscenter ved Københavns Universitet oprettet på baggrund af en større bevilling fra Novo Nordisk. Programmet for Translational Hematology (PTH) sigter mod at forbedre det umiddelbare og langsigtede resultat for patienter med blodkræft

Visionen for programmet for translationel hæmatologi er at forbedre overlevelsen hos patienter med blodkræft. Ønsket er at optimere brugen af allerede godkendte stoffer, identificere nye mål for terapi, udvikle nye terapier, test potentielle nye lægemidler i prækliniske modeller og samarbejde med farmaceutiske virksomheder om udvikling af nye lægemidler og afprøve disse og andre nye lægemidler i fase I -II kliniske forsøg. Og missionen er at koordinere og styrke igangværende blodkræftforskning til et program, der forfølger forsknings spørgsmål og integrerer resultater fra seng til laboratoriebænk og fra laboratoriebænk til seng. Cirklen, som illustrerer denne introduktion viser de mange trin involveret i at komme fra seng til laboratoriebænk og tilbage igen.
De overordnede mål med dette forskningsprogram er
  • at have en øjeblikkelig indvirkning på, hvordan patienter behandles i dag.
  • at forbedre forståelsen af ​​genetiske, epigenetiske og molekylære mekanismer, der fører til blodkræft.
  • at foreslå nye validerede mål for udvikling af anti-cancer-terapi.
  • at styrke både på kort og lang sigt forskning og klinisk styring af blodkræft.
  • at forbedre det samlede resultat af behandling for patienter med blodkræft.
Specifikt er målene
  • Identifikation af kræft stamceller i blodkræft.
  • Etablering af en platform for at identificere de bedste tilgængelige behandlingsformer for den enkelte patient i løbet af sygdommen.
  • Udvikling af prækliniske mus og PDX modeller for blodkræft.
  • Identifikation og validering af nye mål til behandling af blodkræft.
  • Gennemførelse af samarbejde med biotek og medicinalindustrien om udvikling af nye lægemidler til behandling af blodkræft.
  • Forbedring af uddannelsen af ​​den næste generation af klinikere og forskere, der arbejder med blodkræft.
Forskningen har været i gang i nogen tid, bl.a. med anskaffelse af ny forskningsudstyr. KU har nu også etableret en hjemmeside om denne kliniske - akademiske gruppe på https://chsp.dk/en/cag/translational-hematology/. Lige i øjeblikket er det ikke meget nyt. Bortset fra informationen om at man i starten har fokus på akut myeloid leukæmi (AML) og myeloid dysplastisk syndrom (MDS), med det mål at udvide arbejdet til andre typer blodkræft senere.
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

Warfarin reducerer risikoen for kræft hos personer over 50 år

indsendt 18. nov. 2017 11.45 af Niels Jensen   [ opdateret 3. jan. 2018 07.10 ]

Et norsk befolkningstudie har påvist, at warfarin tilsyneladende reducerer risikoen for kræft hos personer over 50 år. Grundlaget for denne konklusion er en norsk befolkningsundersøgelse af mere end 1 million personer, som levede i Norge mellem januar 2006 og december 2012, og var mellem 52 og 82 år gamle. Forskerne analyserede data fra Det Norske Folkeregister, Den Norske Recept Database og Det Norske Cancer Register.

Original litteratur

Jeg blev opmærksom på dette befolkningstudie via en artikel i HematologyTimes den 9. november 2017, som var baseret på en forskningsartikel publiseret i JAMA Internal Medicine den 6. november 2017. Artiklen i HematologyTimes har titlen "Warfarin med decrease risk of cancer", og den originale forskningsartikel i JAMA Internal Medicin har titlen "Association of Warfarin Use With Lower Overall Cancer Incidence Among Patients Older Than 50 Years". Hovedforfatter af denne artikel er Gry S. Haaland.

Forskerne bemærkede, at warfarin brugere var ældre end ikke-brugere med middel alder på henholdsvis 70,2 år og 63,9 år. De fleste warfarin brugere var også mænd (61,7%). Undersøgelsen omfattede 92942 warfarin brugere - ca. 7.4% af deltagerne - og 1.163.783 ikke-brugere - ganske som forventet. I midlertid vidste det sig, at frekvensen af flere kræftdiagnoser var lavere blandt warfarin brugere end ikke-brugere baseret på nye diagnoser gennem de 7 år undersøgelsen dækkede.  Faktisk var frekvensen af alle kræfttyper 16% mindre blandt warfarin brugere. Frekvensen af AML var 30% lavere, frekvensen af Hoghkin lymfom var 34% lavere, mens frekvensen af Non-Hoghkin lymfom blot var 8% lavere. Forskerne gør opmærksom på at brug af warfarin kan være en markør for andre sundhedsfaktorer, som reducere frekvensen af kræft, men at dette befolkningstudie tilsyneladende viser, at warfarin reducerer risikoen for kræft, og derfor kunne have betydning for valget af blodfortyndende medicin.
Figuren herover viser IRR - Incidence Rate Ratio mellem brugere og ikke-brugere af warfarin for en række store kræfttyper. De vandrette streger gennem de sorte firkanter er konfidensintervallet for IRR.

Artiklen er et godt eksempel på hvad de store befolkningsdatabaser, som Norge og andre nordiske lande, herunder Danmark, har opbygget på grundlag af indførelsen af centrale person registrer for mere end 40 år siden. Disse databaser giver muligheder for at lave undersøgelser, som ikke er mulige i mange andre lande. Og det giver ny viden uden at der skal nye stik til.
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

Mere fundamental viden om AML cellers funktion giver håb om bedre diagnose

indsendt 6. sep. 2017 12.47 af Niels Jensen   [ opdateret 18. nov. 2017 11.47 ]

Figure thumbnail fx1Der kommer mange nye forskningsresultater omkring AML, og det er der en god grund.  I juli publicerede forskere ved University of Kent i Storbritannien ny viden om hvordan AML celler undgår at blive dræbt af kroppens NK-celler. NK står for Natural Killer - Naturlig Dræber. Det viser sig, at AML-celler - men ikke raske blodlegemer - udtrykker en receptor som kaldes latrophilin 1 (LPHN1). LPHN1 inducerer aktivering af PKCa, som udløser produktion og frigivelse af immunsystemet receptor Tim-3 og dens ligand galectin-9. Disse forhindre naturlige dræberceller (NK) og andre cytotoksiske celler i at dræbe AML-cellerne.
På det molekulære niveau forhindrer Tim-3 udskillelse af interleukin 2, som er nødvendig for aktiveringen af de naturlige dræber celler og cytotoksiske T-celler. Galectin-9 svækker AML- celledræbende evner i de naturlige dræber celler og andre cytotoksiske lymfocytter - hvide blodlegemer.

Original litteratur

Denne note er baseret på en artikel i HematologyTimes den 28. juli 2017 med titlen "Team makes "fundamental" AML discovery", som er baseret på en forskningsartikel i EBioMedicine med titlen "The Tim-3-galectin-9 Secretory Pathway is Involved in the Immune Escape of Human Acute Myeloid Leukemia Cells" skrevet af  I.G. Silva et.al. og publiceret online den 19. juli 2017. En dansk oversættelse af artiklen fra HematologyTimes er vedhæftet denne webside.
Denne information kan udnyttes til udvikling af biomarkører til diagnose af AML og identifikation af potentielle mål for behandling af AML. Blandt de seneste nyheder om AML re-lancering på det amerikanske marked af et antistof-lægemiddelkonjugat til behandling
, om at C-vitamin regulerer HSC'er, og begrænser AML-udvikling, et antistof som kan behandle AML, MM og NHL. Fælles for disse nyheder er, at virkningen kun er demonstreret i laboratoriet, og den ofte kun forkommer ved til stedeværelse af bestemte mutationer. Yderligere er to lægemidler givet en særlig status i forbindelse med AML, da der ikke aktuelt findes behandlinger for den pågældende gruppe af patienter.
Hvorfor er dette relevant for MDS patienter? Det er det fordi en del MDS patienter når deres sygdom udvikler sig får AML. Det gælder specielt patienter med behandlingsrelateret MDS, som også kaldes sekundær MDS.

Hvilke mutationer en bestemt patient har sine syge celler kan bestemmes ved gensekventering. Der synes derfor at være gode grunde til at foretage en gensekventering i forbindelse med diagnose af blodsygdomme for senere at kunne vælge den optimale behandling, og fravælge behandlinger, som ikke har effekt grundet tilstedeværende mutationer.
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

Skal aldersgrænsen for knoglemarvstransplantation endnu en gang rykke opad?

indsendt 6. sep. 2017 04.31 af Niels Jensen   [ opdateret 5. apr. 2018 03.05 af Niels Jensen ]

Grafen til venstre viser stigningen i antallet af knoglemarvstransplanterede indenfor 3 grupper af blodsygdomme: akut myeloid leukæmi (AML), myelodysplastisk syndrom og myeloproliferativt syndrom (MDS/MPS) og lymfekræft patienter med non-Hodgkin lymfom, som er over 70 år på tidspunktet for knoglemarvstransplantationen. Graften er fra en artikel i seneste nummer af Blood forfattet af Dr. Lori Muffly et.al (se box til højre om adgang til original litteratur). Muffly et.al har analyseret data fra amerikanske registrer over knoglemarvstransplanteret og sammenlignet to grupper af patienter: patienter transplanteret i perioden 2000 til 2007 og patienter transplanteret i perioden 2008 til 2013. De finder at den samlede overlevelse steg fra 26% til 39%, og tilbagefaldsfri overlevelse fra 22% til 32%, mens den transplantation relaterede dødelig var uændret mellem de to perioder. Forfatterne konkluderer på den baggrund, at udvalgte ældre over 70 år bør undersøges m.h.p. en knoglemarvstransplantation.

Original litteratur

De forskningsresultater, som denne note refererer til blev publiceret i artiklen "Increasing use of allogeneic hematopoietic cell transplantation in patients aged 70 years and older in the United States" af L. Muffly et.al i tidsskriftet Blood 130(9):1156-1164.
DOI: https://doi.org/10.1182/blood-2017-03-772368. I samme nummer har Tisla Zuckerman skrevet en kommentar til artiklen under overskriften "
Allogeneic transplant: does age still matter?" Blood 130(9):1079-1080.
DOI: https://doi.org/10.1182/blood-2017-07-795948.
I en kommentar til artiklen slutter Dr. Tsila Zuckerman med at konstatere følgende: "Samlet set giver denne fremragende artikel af Muffly et al., der rapporterer en 2-årig overlevelse efter knoglemarvstransplantation på 40% for patienter i deres 7. og 8. årtier, tilstrækkelig dokumentation for sikkerheden og gennemførligheden af knoglemarvstransplantation på ældre voksne. Denne forskning udgør et stærkt argument for at denne patientgruppe, hvori hæmatologiske maligniteter når deres højdepunkt, fortjener særlig opmærksomhed og fremtidig revurdering af gældende behandlingsformer. Dette er den eneste vej frem".

Meget tyder således på, at det fremover ikke bliver den kronologiske alder, som afgør om man er kandidat til en knoaglemarvstransplantation, men den biologiske alder. En indikator for den biologiske alder er der såkaldte hæmatopoietisk knoglemarvstansplantation følgesygdoms index (hematopoietic cell transplantation comorbidity index, HCT-CI) udviklet af Sorror et.al. Bliver det Riget eller Skejby, der rykker først? Det kommer nok an på hvem der først får en supersund mandlig patient på 75 år. I det mindste har jeg hørt, at det ikke længere kun er ens fødselsdag, som afgør om man får tilbudt en knoglemarvstransplantation. Det er jo positivt! Spørgsmålet er så hvad kan man selv gøre for at komme i gruppen, som får tilbudt en knoglemarvstransplantation?
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

Effekt af azacitidin hos MDS patienter kan nu forudsiges

indsendt 5. aug. 2017 08.40 af Niels Jensen   [ opdateret 12. nov. 2017 22.53 ]

Det er nu muligt at forudsige om en MDS patient vil have gavn af behandling med lægemidlet azacitidin eller ej viser ny forskning, som blev offentliggjort i Cell Reports og som umiddelbart efter blev omtalt i HematologyTimes, hvorpå denne notits i stor udstrækning baseres. Det er velkendt, at en del patienter ikke oplever effekt af azacitidin. De oplever alene bivirkninger, men ingen forbedringer i deres blodtal. Det er dårligt både for de pågældende patienter og sundhedssystemet, som bruger et dyrt  lægemiddel på patienter uden at disse har nogen fordele af dette. Dette spild af ressourcer har der gennem flere år været fokuseret på i den medicinske forskning, hvilket Detlev Haase fortalte om på et møde i Odense arrangeret af den nu med Lyle fusionerede MDS DK Patientstøttegruppe.

Undersøgelser, som medio juli blev offentliggjort i Cell Reports, viste, at patienter, som var resistente over for lægemidlet azacitidin havde relativt hvilende hematopoietiske progenitorceller (HPC'er). En mindre del af disse patienters HPC'er undergår aktiv cellecyklus udvikling sammenlignet med HPC'er fra patienter, som havde effekt af azacitidin. Progenitorceller er celler med evne til at differentiere til flere forskellige celletyper efter behov. De er relateret til stamceller, men har mere begrænsede funktioner end stamceller.

Original litteratur

Denne forskningsnyhed stammer fra HematologyTimes, hvori den omtales den 20. juli 2017 i nyhedsartiklen "Predicting response to azacitidine in MDS". Hjemmesiden www.hematologytimes.com rapporterer på engelsk om nyheder relateret til alle blodsygdomme. Man finder "MDS" under "cytopenias" i menuen øverst til venstre på nævnte hjemmeside.

HematologyTimes baserer deres artikel på forskningsarbejdet "Integrative Genomics Identifies the Molecular Basis of Resistance to Azacitidine Therapy in Myelodysplastic Syndromes", som blev offentliggjort den 18. juli 2017 i tidsskriftet Cell Reports under Open Access. Open Access betyder, at hele artiklen kan læses online eller downloades som PDF-file uden abonnement.

Når man klikker på ovenstående link, så åbnes enten tidsskriftets hjemmeside eller original artiklen.

Dette resultat kan lede til den første metode til tidligt at identificere patienter, som ikke har effekt af azacitidin, siger hovedforfatteren Dr. Ashwin Unnikrishnan til artiklen i Cell Reports. Dr. Unnikrishnan, som er tilknyttet Lowy Cancer Research Centre, University of New South Wales, Sydney, Australia, siger: "Det er tidlige resultater, men dette vil kunne medføre at vi fremover undgår en "vent og se"-tilgang til behandling af en gruppe MDS patienter, som kan resultere i at de modtager forgæves behandling i 6 måneder". "På det tidspunkt, har patientens sygdom ofte udviklet sig, og disse patienter har begrænsede alternative behandlingsmuligheder". Faktisk er de tilbageværende muligheder stort set begrænse til knoglemarvstransplantation.

Figuren til venstre viser forskellen på patienter, som har effekt af azacitidin (Responders) og patienter, som ikke har effekt af azacitidin (Non-responders).  I sidstnævnte gruppe blokerer genet ITGA5 udviklingen af progenitorcellerne.

Forskningsholdet, som også omfattede Dr. Eva Hellström-Lindberg fra Karolinska fandt, at den manglende udvikling af HPC'er hos patienter uden effekt af azacitidin forårsagedes af genet integrin alpha 5 (ITGA5), og at det hæmatopoietiske potentiale forbedredes når azacitidin blev kombineret med en TIGA5 inhibitor. Dette kan på sigt føre til fremtidige kombinationsbehandlinger, der vil forbedre effekten af azacitidin hos nogle patienter. Forskerne har også gjort observationer, som kan forklare, hvorfor nogle patienter, som starter med at have effekt af azacitidin behandling ender med at få tilbagefald. Dr. Unnikrishnan siger: "Alle de skadelige mutationer, som vi forbinder med MDS forsvinder aldrig hos disse patienter, selv efter flere års behandling". "I et klinisk perspektiv er blodlegemerne hos disse patienter forbedrede, men underneden er en tikkende bombe, som kan udløse tilbagefald". "Azacitidin er ikke en kur for MDS, og vi er begyndt at forstå, hvorfor dette lægemiddel opfører sig som det gør. Vi er nødt til at finde bedre behandlinger end azacitidin, såfremt vi ønsker en mere holdbar behandling af MDS, og det er det vi arbejder på", slutter Dr. Unnikrishnan.
Azactidin er det først lægemiddel, som blev godkendt af FDA til behandling af MDS patienter. Azacitidin blev udviklet af Celgene.
Google+ Twitter Facebook Gmail PrintFriendly

1-10 of 92