Nyheder‎ > ‎Forskningsnyheder‎ > ‎

EHA Kongres i Bella Center med mere end 10.500 deltagere

indsendt 13. jun. 2016 00.19 af Niels Jensen   [ opdateret 24. jun. 2016 01.28 ]
Fra fredag den 9. juni til og med søndag den 12. juni afholdt European Hematology Association (EHA) deres årlige kongress i København. Den tiltrak i år mere end 10.600 deltagere fra hele verden, og selv om kongressen handler om nyt omkring alle de hæmatologiske sygdomme, så var der denne gang ganske stort fokus på MDS eller Myelo Dysplastiske Syndromer.  Ved kongressens åbningsceremoni blev den svenske MDS forsker Dr. Eva Hellström-Lindberg anerkendt for sin store indsat indenfor behandling af MDS med tildeling af EHA's mest prestige fyldte pris - nemlig José Carreras prisen. Eva Hellström-Lindberg er professor ved Karolinska Institutet udenfor Stockholm og er  formand for Nordic MDS Group, som siden begyndelsen af 1990'erne bl.a. har forsket i anvendelse af EPO og vækstfaktor til højnelse af livskvaliteten hos MDS patienter med lav risiko MDS. Siden 2003 har dette arbejde resulteret i officielle nordiske retningslinjer for brug af EPO og vækstfaktor til stor fordel for de nordiske MDS patienter, som i en del tilfælde har kunnet leve et godt liv uden blodtransfusioner i mange år. EHA's officielle begrundelse for at give dette års José Carreres pris til Eva Hellström-Lindberg er hendes fremragende bidrag til grundforskning og klinisk forskning i de biologisk mekanismer bag myelodysplastiske syndromer (MDS) og behandling af denne gruppe sygdomme.  Efter overrækkelse af José Carreras prisen holdt en forelæsning med titlen "Mod forståelse af anæmi i forbindelse med myelodysplastiske syndrommer " ("Towards understanding the anemia of myelodysplastic syndromes").

EHA Kongressen lage beslag på hele Bellla Centret, og for at gøre transporten nemmere, så var alle deltagere blevet udstyret med en 4-dages alle-zoners billet til den offentlige transport i Hovedstadsområdet. Noget, som helt klart gjorde det nemmere at komme rundt til de såkaldte satellit symposier og andre begivenheder rundt om i byen. Et super godt initiativ til glæde for de fleste, undtagen måske ikke lige hyrevognene.

Allerede fredag formiddag satte den videnskabelige arbejdsgruppe om myelodysplastiske syndormer fokus på MDS med sesssionen "Myelodysplastiske Syndromer (MDS) - Hvor stopper MDS og hvor begynder AML?" ("Myelodysplastic Syndromes (MDS) - Where does MDS end and AML begin?"). AML står for akut myelodysplastisk leukæmi, og er syndom, som MDS kan udvikle sig til. Leonie Saft fra Karolinska Instituttet startede med foredraget "Morfologisk-cytogenetiske aspekter af grænsetilfælde mellem AML og MDS (herunder interobserver forskelle i blast procent, tidligere RAEB-T, patienter med kompleks karyotype og TP53 mutationer) " ("Morphological-cytogenetic aspects of borderline forms between AML and MDS (including interobserver differences in blast percentage, former RAEB-T, patients with complex karyotype and TP53 mutations)").  Historisk set har man kan en sygdom, hvor blast procenten er under 20 for MDS, og en sygdom med blast procent over 20 for AML.  Det er imidlertid ikke ualmindeligt, at blast procenten bevæger sig både op og ned hos den enkelte patient, og behandlings tilbudene til en patient med en blast procent under 20 ligner meget behandlingstilbudene til en patient med en blast procent over 20.  Måske kan forskellen mellem de to sygdomme bedre defineres gennem de observerede mutationer i gensekventeringsanalyser.
Det følgende indlæg ved Jacqueline Boultwood fra University of Oxford med titlen "Spliceosome mutationer i MDS og AML" ("Spliceosome mutations in MDS and AML") satte netop fokus på mutationer.  Spliceosome er en stor og kompleks molekylær maskine primært i cellekernen af eukaryotiske celler. Diagrammet til venstre viser en simplificeret udgave af denne maskine, kilde: Wikipedia. Det tredje indlæg i rapporten fra denne videnskabelige arbejdsgruppe blev fremlagt af  Louis Ades fra Hôpital Saint-Louis i Paris, og havde titlen "Behandling af grænsetilfælde mellem MDS og AML: Hvornår skal du bruge kemoterapi og hvornår skal du bruge hypomethylerende agenter?" ("Treatment of borderline forms between MDS and AML: When to use chemotherapy and when to use hypo-methylating agents?").  Sessionens sidste indlæg blev fremlagt at Uwe Platzbecker,  nogle danske MDS patienter husker fra mødet i Roskilde i januar 2016. Hans indlæg havde titlen "Transplantation af ældre patienter med MDS eller AML - almindelig eller anden tilgang?" ("Transplant in elderly patients with MDS or AML - common or different approach?"), hvori han bl.a. lage vægt på, at muligheden for transplantation ikke alene afhang af patientens alder, men i højere grad af patientens almene tilstand og eventuelle følgesygdomme.  Professor Platzbecker gav under den efterfølgende spørgetid udtryk for, at han var optimitisk m.h.t. at finde en kurerende behandling af MDS baseret på immunterapi. Det var et positivt synspunkt på en konference, hvor udstillingsområdet var domineret af firmaernes arbejde med immunterapi.

Senere på formiddagen fulgte en session med 5 indlæg om nye kliniske resultater i behandling af MDS.  Det første af disse blev også præsenteret af Professor Platzbecker fra Dresden, og havde tilten "ARCADE: Et fase 3 randomiseret, placebokontrolleret dobbeltblind forsøg med darbepoetin alfa til behandling af anæmi hos patienter med lav eller intermediær-1 risiko MDS" ("ARCADE: A phase 3 randomized placebo-controlled double-blind trial of Darbepoetin Alfa in the treatment of anemia in patients with low or intermediate-1 risk MDS").  Formålet med dette forsøg er at få den behandling, som gennem mere end ti år har været tilbudt nordiske MDS patienter, godkendt til behandling af  MDS patienter i hele verden. Forsøget viste et klart reduceret behov for blodtransfusioner hos patienter, som fik darbepoetin alfa sammenlignet med kontrolgruppen. Sessionens andet indlæg blev præsenteret af Dr. Garcia-Manero fra MD Anderson Cancer Center i Houston og havde titlen "Oral azacitidin til patienter med MDS, som tidligere har eller ikke-har været behandlet for trombocytopeni" ("Oral azacitidine in patients with MDS with or without pretreatment thrombocytopenia").  Ideen med oral azacitidin er bl.a. at patienter kan tage medicinen i deres eget hjem, og derved slipper for en del ture til hospitalet.  Dette forsøg havde dog mere fokus på sikkerheden omkring brug af oral azacitidin hos den involverede patientgruppe. I sessionens tredje indlæg beskrev Dr. Mittelman brug af eltrombopag til samme gruppe patienter i et indlæg med titlen "Trombopoietin receptor agonist eltrombopag til højrisiko MDS eller AML patienter som også har alvorlig trombocytopeni: 12-ugers, randomiseret, placebokontrolleret, fase 2 ASPIRE studie." ("Thrombopoietin receptor agonist eltrombopag for advanced MDS or AML and severe thrombocytopenia: 12-week, randomized, placebo-controlled, phase 2 ASPIRE study"). Forsøget viste færre kliniske hændelser hos de patienter, som fik eltrombopag, hvilket må betegnes som positivt for denne gruppe patienter. I sessionens fjerde indlæg præsenterede professor Platzbecker resultater af brug af Luspatercept til at øge hæmoglobin niveuaet og mindske transfusions behovet hos MDS patienter. Foreløbige data om dette forsøg blev præsenteret på et møde i Roskilde i begyndelsen af 2016, og når dette læses, så burde forsøg med brug af stoffet være startet i Danmark. Titlen på Dr. Platzbeckers indlæg var "Luspatercept øger hæmoglobin og reducerer transfusion behov hos patienter med lav til intermediær-1 risiko MDS: Langsigtede resultater fra fase 2 PACE MDS STUDIE." ("Luspatercept increases hemoglobin and reduces transfusion burden in patients with low-intermediate risk MDS: Long-term results from phase 2 PACE MDS STUDY").  Omkring 50% af patienterne i dette studie reagerede på luspatercept. Sessionens sidste indlæg handlede om livskvalitet og blev præsenteret af Dr. Stauder fra Innsbruck under titlen "Sammenligning af 1690 MDS patienter fra det europæiske Leukemianet Registry og reference-befolkninger - bevis for en betydelig forringelse af livskvalitet hos MDS patienter og definition af prædiktorer for formindsket livskvalitet." ("Comparison of 1690 MDS patients from the European Leukemianet Registry and reference populations - evidence for a significant impairment in QoL in MDS and definition of predictors for diminished QoL."). Dette studie viste, at følgesygdomme og behovet for blodtransfusioner havde signifikant indflydelse på livskvaliteten hos ældre MDS patienter.

Hidtil har man sagt, at MDS ikke var en arvelig sygdom, men efter EHA's 21st Kongress i København, så må man ændre denne holdning. På kongressen blev der bl.a. præsenteret en poster med titlen "Hel exome sekventering afslører nye kandidatgener i familiær MDS / AML." ("Whole Exome sequencing reveals novel candidate genes in familial MDS /  AML."). Desværre kunne dette studie af 78 familier ikke pege på ét gen som årsagen til familiær MDS, men ni kandidatgener blev identificeret. Under et webinar fra Aplastic Anemia & MDS International Foundation umiddelbart inden EHA blev det sagt, at 2% af nydiagnosticerede MDS patienter har familiær MDS.

På Kongressens anden dag fortsatte fokus på MDS med en session fem indlæg om biologien bag MDS. Det første indlæg af Dr. Makishima fra Cleveland Clinic havde titlen "Dynamikken i klonale udviklinger i myelodysplastisk syndrom." ("Dynamics of clonal evolution in myelodysplastic syndromes.").  Dette studie involverede hel genom sekventering af mange - over 1000 patienter - og også af prøver fra samme patient udtaget på forskellige tidspunkter. Studiet viste, at tilstedeværelse af vise mutationer er en indikation for hurtigere udvikling af sekundær AML. Derfor bør man nok undersøge om oftere gen sekventering af MDS patienter ville kunne resultere i opdagelse af disse mutationer tidligere, og dermed også tidligere behandling af den sekundære AML. Det andet indlæg i sessionen blev forelagt af Dr. Unnikrishnan og havde titlen "Integrative genomik identificerer det molekylære grundlag af resistens over for behandling med azacitidin i MDS" ("Integrative genomics identifies the molecular basis of resistance to azacitidine therapy in MDS"). Dette studie peger på muligheden for at identificere patienter, som ikke reagerer på azacitdin inden behandlingen påbegyndes ved en gen sekventering. Sessionens tredje indlæg handlede om inducerede pluripotente stamceller, som man også forsker aktivt på BRIC, som er en del af Københavns Universitet, i tæt samarbejde med hæmatologerne på Rigshospitalet. Dr. Tauchi's indlæg havde titlen "Hedgehog signalvejs inhibitor, PF-04449913 begrænser selv-fornyelse af MDS-afledte inducerede potente stamceller (IPSC): Molekylære mekanismer." ("Hedgehog signaling pathway inhibitor, PF-04449913 limits the self-renewal of MDS-derived induced potent stem cells (IPSC): Molecular mechanisms").  Dette studie viste, at Hedgehog signalvejs inhibitoren kan blive ekstremt nyttig i terapeutiske indgreb i MDS og en række andre hæmatologiske sygdomme. Det fjerde indlæg handlede om mutationen SF3B1 i MDS med ringformede sideroblaster i knoglemarven. Dr. Mortera-Blanco fra Karolinska Instituttet fortalte om "SF3B1 Mutationer i MDS-RS opstår i de multipotente stamceller" ("SF3B1 Mutations in MDS-RS arise in multipotent stem cells"). Mutationen SF3B1 forekommer hos omkring 80% af MDS patienterne, og studies formål var, at fastslå hvorledes denne mutation opstår. Resultaterne af dette studie sandsynliggør en multipotent stamcelle oprindelse SF3B1 mutation hos MDS-RS patienter og eksistensen af en blandet B-celle population dannet af abnorme celler fra MDS-RS kloner og en normal "pre-klon" population. Sessionens sidste indlæg blev fremlagt af Dr. Takhashi fra MD Anderson Cancer Center i Houston og havde titlen "Klonal oprindelse af terapi-relateret myeloide neoplasmer" ("Clonal origin of therapy-related myeloid neoplasms").  Dette studie har vist tegn på påviselige præ-leukæmiske driver mutationer i multiple leukæmi driver gener på tidspunktet for den primære diagnose, og før behandling af den primære cancer hos patienter, som efterfølgende havde terapirelateret cancer med identiske driver mutationer. Det antyder potentialet for at udvikle en risiko model baseret på tilstedeværelsen af mutationer på tidspunktet for primær kræftdiagnose. 

En række resultater af 10 mindre kliniske studier blev præsenteret som posters på kongressen. Poster præsentation giver mulighed for at komme i dialog med forfatteren. To af disse handlede om azacitidin: "
Virkningen af azacitidin terapi på den samlede overlevelse af nydiagnosticerede patienter med højrisiko myelodysplastiske syndromer: En post-hoc analyse af ERASME undersøgelsen" ("Impact of azacitidine therapy on overall survival of newly diagnosed patients with high-risk myelodysplastic syndromes: A post hoc analysis of the ERASME study"), som viste, at azacitidin forbedre overlevelsen hos denne gruppe patienter, og "Indlydelse af knoglemarvsfibrose på azacitidin behandling hos 94 patienter med myelodysplastisk syndrom (MDS), kronisk myelomonocytleukæmi (CMML) og akut myeloid leukæmi" ("Impact of bone marrow fibrosis in response to azacitidine in 94 patients with myelodysplastic syndromes (MDS), chronic myelomonocitic leukemia (CMML) and acute myeloid leukemia"), som viste, at knoglemarvsfibrose havde en negativ indflydelse på behandlingen med azacitidin hos høj risiko patienter. Yderligere to studier brugte data fra de såkaldte MDS registrer: "Aldersfordeling af patienter med myelodysplastisk syndrom (MDS) i Tyskland og deres prognose efter den internationale prognostiske pointsystem (IPSS): Data fra den almindelige pleje MDS registreringsdatabase" ("Age distribution of patients with myelodysplastic syndrome (MDS) in Germany and their prognosis according to the international prognostic scoring system (IPSS): Data from the regular care MDS registry"), viste en højere middelalder hos de tyske patienter, end i gruppen af patienter, er basis for IPSS, og "Validering af det prognostiske pointsystem for myelodysplastisk syndrom i den svenske MDS-registreringsdatabase" ("Validation of prognostic scoring system for myelodysplastic syndromes in the Swedish MDS-registry"), som  er den første landsdækkende befolkning baserede validering af IPSS, IPSS-R og WPSS. Resultaterne bekræftede den prognostiske værdi af alle tre systemer, dog synes IPSS-R og WPSS  at være lidt mere effektive værktøjer til prognosticering end IPSS. Derudover var der et studie af jernkelerende behandling i Tyskland og af hensyntagen til følgesygdomme ved prognose af lav-risiko MDS patienter.
Udover de fysiske postere, så var der også sessioner med elektroniske posterer om MDS - både med kliniske og med biologiske resultater. Heriblandt et biologisk studie om molekulære ændringer forbundet med sygdomsudvikling fra MDS til sekundær CMML, et klinisk studie af T53 mutationen som et prognose værktøj.

Søndag formiddag var der en såkaldt uddannelsesession med fokus på MDS. Uddannelsessessioner er hovedsagelig for yngre læger, som ønsker at videreuddanne sig inden for et specielt område af hæmatologien og indlæggene gives af levede eksperter indenfor området. Det første indlæg på denne session blev givet af Dr. Bejar fra Moores Cancer Center i San Diego og havde titlen "Kliniske implikationer af gen mutationer i MDS" ("Clinical impliations of gene mutations in MDS"), et område som bl.a. Rigshospitalet har betydelig fokus på. Foredraget gav indsigt i hvorledes gen mutationer i nogle situationer kan forudsige resultatet af behandling af MDS. Det andet indlæg blev fremlagt af Dr. Eva Hellström-Lindberg fra Karolinska Instituttet i Stockholm, og havde titlen "Standard behandling af lav-risiko MDS - Hvor står vi?" ("Standard treatment of lower-risk MDS - Where do we stand?"), og havde fokus på behandling med EPO-lignende stoffer. Sessionens sidste indlæg blev givet af Dr. Santini fra Firenze og havde titlen "Hypermetyleernede stoffer i behandling af MDS" ("Hypomethylaing agents in MDS"), og handlede om behandling af høj-risiko MDS.

Alt i alt en EHA Kongress hvor MDS fyldte ganske meget i forhold til den størrelse, som MDS patientgruppen har blandt de hæmatologiske sygdomme, og med flere resultater fra både biologisk og klinisk, som tyder på bedre behandlinger også for MDS patienter i de kommende år.